Lurifax

I sangen “Under himlen” besøger vi landskabet omkring Stonehenge og mærker historiens vingesus……

Trioen Lurifax*) synger egne viser om livets prøvelser og stjernestunder, gerne set fra finurlige vinkler og med poetisk eftertanke. Turen når vidt omkring gennem farverige indre og ydre landskaber i selskab med tænksomme, kiksede og vidtløftige karakterer. Tro mod navnet skal man også regne med en smule næsvist, men kærligt drilleri over almindelig menneskelig uforstand.

Musikken er snart lyrisk klangfuld og inderlig, snart skælmsk og pågående. Ud over de selvskrevne sange kan vi finde på at blande repertoiret med kendte svenske viser af f.eks. Sjöberg og Vreeswijk. Du vil møde Eva Brow Simonsen på sang, Anders Aare på guitarer og kor samt Stig Nørregaard på harmonika, keyboard og kor.

Glimt fra Lurifax’ koncert på Elværket i Åbyhøj, oktober 2019:

Lurifax stiller gerne op hvor som helst i en time eller to og serverer velklingende underholdning med udsyn og eftertanke.

 

*) fra nedertysk lurfix ‘lurer, spion’, sidste led tysk Fex ‘nar, spasmager’, omdannet efter faks ‘fiksfakserier, narrestreger’ (fra Den Danske Ordbog)